Jeg ligger i min seng med den mærkeligste følelse i maven.
I sommers var jeg på sprogrejse i Brighton, England i tre uger. Jeg kom for at lære sproget og kulturen bedre, men lærte også utrolig meget om mig selv. Det var ikke noget jeg tænkte over da jeg var afsted, men det ved jeg nu.
Der er efterhånden længere og længere imellem jeg tænker tilbage på rejsen og menneskerne. Og gaderne. Og min engelske familie. Og busturene. Og musikken.
Men når jeg gør, så strømmer minderne igennem mig. Alle sammen på én gang. Havet, farverne, maden, eddikechipsene, mågerne, sproget, festerne og de mange nye bekendtskaber fra hele verden, der nu kun fylder lidt af min facebook. Som om at de allesammen ligger sig nede i min mave og danner en klump i halsen.
Og alt dette kun fordi jeg opdagede en sang jeg nær havde glemt.
Michael Henry med et cover af sangene E.T og Waiting for the to come. Det er svært at beskrive hvor meget denne sang betyder for mig. Når jeg hører den kan jeg nærmest mærke vinden i håret og solen i øjnene. Jeg kan høre gadesangerne på Chirchill Square og jeg husker tydeligt hvordan jeg om aftenen var på eventyr i Brightons små gader med en jeg holder af. Hvordan vi fandt farverige baggårde, hvordan vi gjorde gaderne til vores labyrinter, hvordan manden spurgte om han måtte synge og spille guitar for os og hvordan jeg et værdifuldt øjeblik vidste, at der ikke var ét sted på jorden jeg hellere vil være.
Åh hvor jeg savner sommer og eventyr.
